Expat Life eller?

Anden blog i rækken(Stadig uden billeder) kommer til at handle lidt om mit hjem lige p.t. her i Amman, og om nogle tanker som nærmest allerede begyndte den første dag jeg var har, og som er blevet fodret endnu mere af en artikel fra The Guardian om hele ”expat” begrebet.

Men først til min bolig-situation: Lige p.t. bor jeg sydvest for centrum i et område der hedder Hai Nazal, som er primært middelklasse område. Det udemærker sig for mig ved, at langt de flestes engelsk er på niveau med mit arabisk, så jeg får brugt mit arabisk, når jeg skal købe snacks, og aftensmad osv. (laver ikke selv mad) Samtidig er det med til at vise mig en mere repræsentativ version af Jordan, end den man oftest læser om på guidesider osv. Men mere om det senere…

Dem jeg bor hos, eller lejer min endnu ikke færdige lejlighed af, er en ”lille” familie, som bor i det her hus eller huset ved siden af: Min udlejer, Khalid er en midaldrende herre, kan ikke helt fastslå hans alder, med 2 små børn. Han har indtil for 9 måneder siden arbejdet i Emiraterne, og flyttede så hjem til sin familie, med lidt flere penge på lommen, så de kunne gå i gang med den udvidelse, som min lejlighed skal være slutningen på. Hans bror, Huleifa, er ingeniør ligesom deres far og vist lidt flere af deres brødre. Alt det, der bliver lavet nu, og måske også alt det andet, er ”hjemmelavet”. Det meste bliver faktisk lavet af ham jeg bor med, Bilal, som ikke er bror, men hvis mor bor i samme kompleks, og som ligeledes er ingeniør(der tegner sig et mønster til min feltrapport). Han arbejder p.t. udelukkende på huset her, mens han lærer engelsk på en skole ude i byen.

        
Så jeg bor altså hos udpræget veluddannede mennesker, som egentlig ikke virker til at mangle penge, men alligevel bor de stadig utrolig simpelt. Man har ikke ovn, men kun gas-blus, maden spises med ske, og ikke andet(og min spork er ovenikøbet allerede gået til). Der er altså rigtig langt fra deres vilkår til de vilkår, som vi studerende har det så hårdt under, hvilket er lidt skræmmende, og samtidigt utrolig ydmygende. For det er ikke ligefrem fordi, det er billigt at bo sådan her:
Jeg giver formegentlig ca. 2400 kroner for en måneds tid her, hvilket altså var ca. det samme, som jeg gav for mere plads og meget bedre køkken- og badfaciliteter i Århus. Grunden, til de her huspriser, kom lidt bag på mig, og så alligevel ikke, da jeg ikke ligefrem tager højrefløjens flygninge-”fakta” så seriøst. Det viser sig nemlig, at store dele af det ”pæne” Amman er blevet købt af rige Syrer, som vi jo som bekendt tager imod i DK. Men Inden  udkøber de den Jordanske middelklasse, fra deres gamle boliger, hvilket har forskudt hele Ammans befolkning, og drevet ejendomspriser til næsten det dobbelte på bare 2-3 år. Og dermed tvunget gennemsnits-levestandarden ned i en grad, som vi nok næppe behøves bekymre os om lige foreløbigt.

Det var altså min personlige oplevelse med at finde bolig i Amman, lidt plads, dårlige køkken og bad-forhold for ca. det samme, som jeg er vant til at give i DK. Men det er egentlig kun en lille del af min forundring over at være kommet herned. På forhånd havde jeg nemlig, som den gode studerende jeg er, læst lidt op på Amman, og ret hurtigt fundet ud af et par ting;
              

Amman er en by bygget på høje, hvilket viste sig at være sandt, så nu er Jerusalem ikke længere den mest bakkede by jeg har boet i.

Og måden man finder rundt på, er ved at navigere sig gennem et system af circles, som forbinder hele Amman.

Problemet med de her circles er bare, at det faktisk bare er 8 rundkørsler fra Rainbow Street og ud ad mod det vestlige Amman, langs de pæne kvarterer. Men det betyder altså også, at hvis du, som jeg, bor i syd, eller som nogle af pigerne fra studiet, bor i nord, eller som  størstedelen af arbejderklassen bor i øst, så er de her circles fuldstændig ubrugelige. For at sætte det i relation til Aarhus, så svarer det ca. til at man sagde, få styr på de største lyskryds fra Banegården og ud til Risskov, og så kan du finde rundt i Aarhus.
Men hvorfor er det så, lige at de fleste rejseguides osv. skriver så meget om dem? Jo, så skal vi tilbage til Expat-begrebet og den her artikel.
Expat er et græsk begreb for ”gæste-arbejder”, som ofte bruges i internationale kredse, når man rejser ud for et firma og arbejder. Og den her artikel stiller spørgsmålet: Hvorfor er vesterlændinge expats, men udlændinge, der flytter til Vesten indvandrere?
Mit bud er, at det er fordi, langt de fleste vesterlændinge, der rejser ud for at arbejde, kommer med en stor økonomisk ballast og sikkerhedsnet, der tillader dem at bosætte sig i de fine kvarterer, i Amman langs cirklerne, og aldrig oplever andet end overklasse samfundet i de lande, de flytter til. Mens langt de fleste gæste-arbejdere i Vesten, kommer fra ringere kår, og dermed starter ud i bunden af samfundet, og så må arbejde sig opad. Og når de når op omkring middelklassen, så er de tit heller ikke længere indvandrere, hvor mange gange bliver Nasser Khader kaldt indvandrer f.eks.?
Så mens forfatteren til artiklen mener det er et race-issue, mener jeg, at det er et klasse-issue (nu lyder jeg altså mere rød, end jeg er), og et  issue som vi i Vesten, som hele verdens über-overklasse, må forsøge at gøre op med. Og det er noget vi er flere, der har snakket om, at det er virkelig svært at få sig selv til at bo sådan her, når man kunne bo i et pænere kvarter, godt nok stadig uden vildt godt interiør, og skal vi egentlig herned for at være expats, og mænge os med de ”pæne” lokale, eller bosætte os i yderkanterne, hvor folk snakker dårligt engelsk og bor primitivt?

Puha, det blev langt, men jeg håber det måske kan få lidt tanker i gang, når du næste gang rejser til et land, og syntes, at det er så idyllisk, så er det altså oftest, fordi vi bliver skærmet for de mørke sider af samfundet, når vi følger rejseguider osv.