Winter is coming...

Og så skete det, som jeg på forhånd havde forudset; på et eller andet tidspunkt går jeg i totalt hverdagsmode og glemmer, at der er en blog, der skal skrives.

Aske(Juhuu for danskere) og Marco til time

Men hvad er der sket den sidste måneds tid, ikke så meget, der er værd at skrive om. Jeg har taget nogle ekstra timer i amia, dialekt arabisk, for at få endnu bedre styr på det, så har haft 3 timer om ugen, hvilket også har været med til at give lidt fast struktur til en ellers meget strukturløs hverdag.
Derudover har jeg brugt rigtig meget tid på at få læst en masse videnskabelige artikler om studievalg. Det har mundet ud i et teoretisk afsæt, som jeg har brugt de sidste to uger til at lave nogle interviews med jordanske studerende om deres studievalg. Det har været enormt spændende, synes jeg, men skal nok lade være med at bebyrde jer med en masse detaljer, og bare give jer den teoretiske konklusion, som er:
Vi vælger ikke selv vores uddannelse, det gør staten, forældre, venner, egne evner, gennemsnit og så en lille, bitte, mikroskopisk ligegyldig interesse :D men bare rolig, det er slet ikke så deprimerende for os, for i de fleste tilfælde vil alle disse faktorer os faktisk det bedste, selvom vi nok har en tendens til at se specielt statens indflydelse som noget negativt.

Nå, hvad ellers… Så har jeg været på et par ture ud i landet, først til en skov oppe nordpå, der hedder Ajloun. Det var et ”rejsebureau”, der hedder Experience Jordan, som arrangerer hikes rundt omkring i landet, og der tog Timo og jeg med på en hike/BBQ tur. Det var en ganske lækker oplevelse, mest af alt var det fantastisk at komme et sted hen, hvor der ikke var bilos og –larm alle steder. Samtidig var det rart bare at gå og nyde naturen, hvilket jeg slet ikke får gjort ellers L 

Udsigten fra vores BBQ spot

Den anden tur gik til Um Qais, Ajloun Castle og Jerrash. Um Qais var en gammel romersk by, med den eftersigende længste Cardo i Mellemøsten. Den ligger helt oppe ved grænsen mellem Jordan, Israel og Syrien, og man kunne se ned til Genesaret Sø, og til Hamat Gader i Israel, som er en varmtvandskilde, hvor der er oprettet Alligator-farme og svømmepools.

Mit første basalt teater, ret interessant

Ajloun var en gammel korsridder borg, som havde en helt fantastisk stemning. Modsat mange andre borge jeg har været i tidligere, kunne man virkelig fornemme borg-”stemningen” og så var der en fantastisk udsigt oppe fra toppen.

Gade i Jerrash

Hvor ville jeg gerne have været romer

Jerrash er det arabiske navn for byen Philadelphia, som var den største by i det romerske Decapolis(så vidt jeg husker on top of my head). Det var virkelig fedt at gå rundt og se de latterlige byggerier, de der romere havde det med at lave over det hele. Det vagte en halv-glemt fascination inde i mig, som jeg så ofte blev påmindet i Jerusalem, da den på mange måder er nærværende der også.

De sidste to dage har jeg deltaget i en konference arrangeret af Syddansk Universitet, de har nemlig, modsat AU ikke noget imod at samarbejde med udenlandske universiteter, og University of Jordan.
Temaet var noget så fancy, som reviewing the European Neighborhood Policy(ENP), som er en plan iværksat af EU for at strukturere deres udenrigspolitik i nærområdet omkring middelhavet. Det var enormt spændende og lærerigt, og jeg glæder mig allerede til at læse den journal, som de forskellige oplæg skal

munde ud i.
Samtidig er det skræmmende at se hvor langt, der er fra de samtaler vi har i medierne, og så det som eksperterne snakker om. Det er så deprimerende at se politikere og offentlige debatter dreje i præcis den modsatte retning af, hvad forskningen anbefaler.
Og så er jeg gået ind i min sidste uge i Jordan, inden jeg rejser videre mod mit andet hjemland. Fra næste uge bosætter jeg mig i Betlehem for at have en måned dér til at skrive min opgave, og ellers nyde et lidt mere velkendt land og noget mere natur. 

Ahlan Jordan

Så er 4 ugers intensiv sprogskole overstået, og jeg føler mig ca. ligeså klar til eksamen, som da jeg kom herned...

Nå, men jeg har gået på en skole inde på en bakke kaldet Jabal Weibdeh, som er hjemsted for et af de mest hippe/vestlige kvarterer i byen. Skolen hedder Ahlan Jordan, hvilket betyder "Velkommen til Jordan", og må nok indrømme, at jeg på mange måder føler mig meget mere hjemme i det miljø, der hersker oppe på Weibdeh, end hjemme i Hai Nazal.

Lucky og Fynn kigger på Fynn's 80'er analoge kamera

Vi har ikke været super mange faste/dagtime elever i september, hvilket har betydet, at man har snakket meget med de samme personer, og fået et indblik i deres hjemlandes politik, kultur osv. Hvilket ret hurtigt gør, at man bliver utrolig glad for Danmark, selvom jeg de seneste par år har gjort en dyd over at klage over vores system osv.
Dem jeg har haft mest med at gøre er Sarah(Canada), Florian og Fynn(Tyskland), Nellie(Australien), Allesandra(USA) og Lucky(Italien), som nu er praktikant på skolen. Og derudover nogle af de ansatte og folk, som enten er tidligere studerende eller lokale, der hænger ud på skolen :)

Nå, men først lidt om undervisningen. Jeg har haft alene undervisning i FusHa(også kendt som Moderne Standard Arabisk) 1½ time om dagen, 5 dage om ugen med Ahmad, som ses på billedet ovenover. Vores undervisning har primært fokuseret på mine læse- og skriveevner, samt at få udvidet mit vocabularium(Det er et ord). Samtidig har Ahmad den undervisnings-filosofi, at det ikke skal være nemmere at forstå ham end, når man snakker med folk på gaden, så er efterhånden blevet ok skarp til at forstå sætninger, hvor jeg kun fanger halvdelen af ordene :P Det har været en meget speciel måde at få undervisning på, da jeg så ofte ikke har kunnet følge med, fordi han snakker så hurtigt og mumlende, men det har rykket min evne til at føre samtaler uden hele tiden at skulle have oversat en masse ord.
Udover FusHa, har jeg 3 gange om ugen haft Amia/dialekt undervisning med en ung jordaner ved navn Amro. Det har været helt underligt at få undervisning i brugbare fraser og gadesprog efter 1 års intensiv studie i ubrugbart universitetssprog. og samtidig mega frustrerende at opleve hele tiden at skulle anstrenge sig for at snakke dialekt frem for FusHa.


Udover undervisningen har jeg tilbragt utrolig mange timer på skolen i deres air-conditioned "bibliotek" for at lave lektier, se 2 smukke Packers-sejre og snakke med de andre. Skolen arrangerer desuden en masse aktiviteter, hvor jeg indtil videre kun har været med til de arrangerede fester og så sprogcaféen;
Sprogcaféen er én gang om ugen, hvor skolen inviterer folk til at komme og få mulighed for at snakke med lokale, hvor vi skiftevis snakker 45-minutter arabisk og 45-minutter engelsk. Det har været en rigtig fed mulighed for at lære nogle lokale at kende, og har da også været sammen med et par stykker for at se noget fodbold.
Derudover er flere af de ansatte, både araberene og italienerne(skolen har også italiensk undervisning), meget inde i det "hippe" liv på Weibdeh, hvilket betyder jeg har fået lov til at se et arabisk diskotek med alkohol!! og derudover har der været et par lidt mere afslappede private fester. Det har været meget specielt at opleve den kæmpe kontrast, der er mellem de meget strenge "religiøse" regler, der gælder i det offentlige rum og så den ekstremt løsslupne kultur, de unge liberale araberer(mange af dem er fra andre arabiske lande) lever i, når de mødes til fester og på diskoteker, som mest minder om gymnasie-fester, bare med en gennemsnitsalder omkring de 30.

Det var lidt om, hvordan sprogskolen har været, regner med at fortsætte dialekt-undervisningen, og ellers måske tage med på nogle af skolens ture ud af Amman, for at se nogle af seværdighederne i Jordan og komme lidt ud af arabisk-verdenen fra tid til anden.

One month down, 2 more to go :)

Aftenudsigten fra vores tag

Det slog mig lige i dag, efter en lang middagslur; blev vækket klokken 7 efter 4 timers søvn, da Hudheifa ville have mig ned til et loppe-marked nede i byen. Hvilket viste sig mest at være en demonstration mod WWF med dyr i absurde mængder i de mindste bure, kasser og poser!! Meget interessant, og meget symptomatisk på et land, for hvem prioriteterne ligger på et lidt mere grundlæggende niveau end vi er vant til. Nå, det var egentlig ikke det, der var pointen.

Bilal og Timo maler, mens vi andre kigger på

Jeg har nu været i Jordan i en måned, og det virker som et godt tidspunkt at gøre status på:

Efter en ekstrem hård start, hvor jeg flere gange var ved at gøre klar til at pakke taskerne, og smutte over til den anden side af grænsen, og tage et ophold i Palæstina i stedet, er jeg efterhånden nået til at føle mig hjemme i det her meget fremmede land.

Men hvad har Jordan egentlig budt på:
Det første, der slog mig, var de forholdsvis høje leveomkostninger i hernede. Huspriserne minder meget om danske, og ligeledes koster meget mad, undtagen frugt og grønt og hvidt brød, det samme eller mere end vi giver i DK. Heldigvis, specielt mine køkkenforhold taget i betragtning, er det nærmest billigere at spise take-away end at lave mad selv, så jeg får spist MASSER af falafel og shawarma.

Vores køkken, forholdene skulle blive bedre, men ting forgår i et andet tempo hernede

Derudover har jeg nydt min skole, Ahlan Jordan, hvor jeg har undervisning 8 gange om ugen, 5 * standardarabisk/FusHa og 3 * dialekt/Amia. Det rykker ikke så meget, som jeg nok havde forventet, men jeg flytter mig dog stadig en del, og det er en god måde at få udvidet ordforrådet, mens det at snakke kommer automatisk i hverdagen. Og det gør det i den grad, selvom jeg skriger udlænding i mit udseende, så snakker langt de fleste udenfor "Downtown" arabisk til en i udgangspunktet, og det i en fart, som jeg slet ikke kan følge med på endnu.
Apropos ikke at kunne følge med, er min konstatering pt. at nærmest ingen jeg har snakket med fra studiet, har en følelse af, at den har måde at ikke-strukturere et semester på ikke holder: Langt de fleste af os har, med nød og næppe, råd til 4-ugers undervisning i 1 af de to sprog vi skal kunne, og ellers skal resten være selvstudie, hvilket ikke ligefrem er den letteste måde at lære sprog på. Kunne egentlig godt lide tanken med at lære sproget i kontekst, men vores niveau er ganske enkelt for lavt, til at kunne føre en ordentlig samtale, og samle ord op i hverdagen.

Så har Jordan budt på en dejlig tur til Madaba med Camilla og Iben fra studiet. Det giver simpelthen et utrolig tiltrængt afbræk at snakke dansk, og hænge ud med danskere en gang imellem. Når man så samtidig finder skjulte skatte i en by kendt for ét mosaik-kort, som egentlig ikke var nær så velbevaret eller pænt, som de mosaikker vi fandt inde bag en lille moderne mosaik-forretning.

Det berømte verdenskort

Pigerne foran Sct. Georges Chapel

  Og så har den her uge budt på en "Støvstorm", hvis det ikke er nået til Danmark, er stort set hele Mellemøsten dækket af støvskyer, som gør luften utrolig tæt og ubehagelig. Det har heldigvis dækket lidt for solen, så selvom temperaturene har været lige under de 40 grader, har det ikke føltes så varmt, som det ellers hidtil har føltes. Men vejret skulle meget gerne nå ned til omkring de 30 grader fra nu af, så måske jeg efterhånden kan sidde og læse uden at svede, som hvis jeg spillede Beachvolley eller kastede med bold i DK ;)

Et mosaik inde i Martyrs Church, som ligger bagved en butik tæt på Sct. Georges Chapel

Zaatari, Za'atari eller noget helt tredje

Hej Igen, denne gang vil jeg fortælle lidt om min lørdag.

Der skete nemlig det, at Timo, som er en tysker, der bor i samme lejlighed som jeg, havde fået et tilbud om at komme med en volontør-organisation op til en by, der hedder noget i stil med Za'atari(Har stadig ikke fået nogen til at forstå mig, når jeg siger det). Denne by, eller landsby, huserer lige pt. Jordans største syriske flygtningelejr på ca. 200.000 mennesker, og derudover en række syrer, der bor udenfor lejren. Det var disse folk udenfor flygtninge-lejren, som vi skulle hjælpe på den her tur.
Vores formål var at skabe nogle aktiviteter for børnene i byen, både de lokale jordanere og de syriske flygtninge. Disse aktiviteter havde to formål: at aktivere børnene inden skolestart, da de ikke ligefrem har så mange ting de kan lave hen over sommeren, med op mod 40 graders varme og ingen tv, computer, iPad og hvad ellers vi andre fordriver tiden med indenfor. Det andet formål var at bygge bro mellem de to befolkningsgrupper, da der er forholdsvis meget vold imellem de to befolkningsgrupper.

Timo med en af de lokale drenge Ahmad

Vi ankom til organisationens hovedkvarter, hvor de havde nogle ting opbevaret, som en del af gruppen tog videre til et "forsamlingshus", hvor de små børn og ældre piger skulle lave nogle aktiviteter. Vi andre ventede på de ældre drenge, 8 år og op til 14-15 år. Da de kom forsøgte vi at få dem fordelt i to hold, så vi kunne lege tegn og gæt. Det blev dog hurtigt opgivet, da det blev klart, at der skulle ske lidt mere, så vi forsøgte med noget blindebuk, hvor de to hold skulle hjælpe en frivillig med at finde en bold, som blev gemt i rummet. 

Selv til billeder havde de svært ved at bevare koncentrationen

Efter det kørte vi ned til en lokal fodbold-bane, hvor vi havde en time til at spille lidt fodbold med dem. De blev delt op i 4 hold, 2 for de mindre, og 2 for de ældre. Det var lidt kaotisk, men klart der, hvor drengene havde nemmest ved at forholde sig roligt. Imens de andre spillede, fik de ventende noget slik, og noget af vores medbragte vand, hvilket blev konsumeret på utrolig kort tid, så vi var nødt til at skaffe noget ekstra efter en halv times tid. Samtidig forsøgte de af os, der kunne noget arabisk at snakke lidt med dem, men det var med begrænset succes.

Det var meget populært at få taget billeder med os

Da vores tid på fodboldbanen var udløbet, kørte vi tilbage til centeret, hvor vi havde lidt mere slik/kage til dem, som de kunne få med hjem.
Da drengene var smuttet, pakkede vi sammen i centeret, og kørte over til det forsamlingshus, hvor de andre havde leget med de mindre børn. Her var der blevet lavet tegninger, penalhuse og lidt forskellige lege, og det lød til, at de havde haft lidt mere ro end vores hyperaktive drenge.

Vi fik pakket det sidste sammen, og tog derefter tilbage mod Amman.
Det var en virkelig spændende oplevelse, og regner med at gentage den igen om en 4 uger ca. hvor de igen har en tur derop, så er både vejret og mit arabisk forhåbentlig bedre, så vi kan lave nogle flere aktiviteter for børnene.


I kan læse mere om organisationen Dar Al-Yasmin her, jeg var med på det de kalder Habaybi

Expat Life eller?

Anden blog i rækken(Stadig uden billeder) kommer til at handle lidt om mit hjem lige p.t. her i Amman, og om nogle tanker som nærmest allerede begyndte den første dag jeg var har, og som er blevet fodret endnu mere af en artikel fra The Guardian om hele ”expat” begrebet.

Men først til min bolig-situation: Lige p.t. bor jeg sydvest for centrum i et område der hedder Hai Nazal, som er primært middelklasse område. Det udemærker sig for mig ved, at langt de flestes engelsk er på niveau med mit arabisk, så jeg får brugt mit arabisk, når jeg skal købe snacks, og aftensmad osv. (laver ikke selv mad) Samtidig er det med til at vise mig en mere repræsentativ version af Jordan, end den man oftest læser om på guidesider osv. Men mere om det senere…

Dem jeg bor hos, eller lejer min endnu ikke færdige lejlighed af, er en ”lille” familie, som bor i det her hus eller huset ved siden af: Min udlejer, Khalid er en midaldrende herre, kan ikke helt fastslå hans alder, med 2 små børn. Han har indtil for 9 måneder siden arbejdet i Emiraterne, og flyttede så hjem til sin familie, med lidt flere penge på lommen, så de kunne gå i gang med den udvidelse, som min lejlighed skal være slutningen på. Hans bror, Huleifa, er ingeniør ligesom deres far og vist lidt flere af deres brødre. Alt det, der bliver lavet nu, og måske også alt det andet, er ”hjemmelavet”. Det meste bliver faktisk lavet af ham jeg bor med, Bilal, som ikke er bror, men hvis mor bor i samme kompleks, og som ligeledes er ingeniør(der tegner sig et mønster til min feltrapport). Han arbejder p.t. udelukkende på huset her, mens han lærer engelsk på en skole ude i byen.

        
Så jeg bor altså hos udpræget veluddannede mennesker, som egentlig ikke virker til at mangle penge, men alligevel bor de stadig utrolig simpelt. Man har ikke ovn, men kun gas-blus, maden spises med ske, og ikke andet(og min spork er ovenikøbet allerede gået til). Der er altså rigtig langt fra deres vilkår til de vilkår, som vi studerende har det så hårdt under, hvilket er lidt skræmmende, og samtidigt utrolig ydmygende. For det er ikke ligefrem fordi, det er billigt at bo sådan her:
Jeg giver formegentlig ca. 2400 kroner for en måneds tid her, hvilket altså var ca. det samme, som jeg gav for mere plads og meget bedre køkken- og badfaciliteter i Århus. Grunden, til de her huspriser, kom lidt bag på mig, og så alligevel ikke, da jeg ikke ligefrem tager højrefløjens flygninge-”fakta” så seriøst. Det viser sig nemlig, at store dele af det ”pæne” Amman er blevet købt af rige Syrer, som vi jo som bekendt tager imod i DK. Men Inden  udkøber de den Jordanske middelklasse, fra deres gamle boliger, hvilket har forskudt hele Ammans befolkning, og drevet ejendomspriser til næsten det dobbelte på bare 2-3 år. Og dermed tvunget gennemsnits-levestandarden ned i en grad, som vi nok næppe behøves bekymre os om lige foreløbigt.

Det var altså min personlige oplevelse med at finde bolig i Amman, lidt plads, dårlige køkken og bad-forhold for ca. det samme, som jeg er vant til at give i DK. Men det er egentlig kun en lille del af min forundring over at være kommet herned. På forhånd havde jeg nemlig, som den gode studerende jeg er, læst lidt op på Amman, og ret hurtigt fundet ud af et par ting;
              

Amman er en by bygget på høje, hvilket viste sig at være sandt, så nu er Jerusalem ikke længere den mest bakkede by jeg har boet i.

Og måden man finder rundt på, er ved at navigere sig gennem et system af circles, som forbinder hele Amman.

Problemet med de her circles er bare, at det faktisk bare er 8 rundkørsler fra Rainbow Street og ud ad mod det vestlige Amman, langs de pæne kvarterer. Men det betyder altså også, at hvis du, som jeg, bor i syd, eller som nogle af pigerne fra studiet, bor i nord, eller som  størstedelen af arbejderklassen bor i øst, så er de her circles fuldstændig ubrugelige. For at sætte det i relation til Aarhus, så svarer det ca. til at man sagde, få styr på de største lyskryds fra Banegården og ud til Risskov, og så kan du finde rundt i Aarhus.
Men hvorfor er det så, lige at de fleste rejseguides osv. skriver så meget om dem? Jo, så skal vi tilbage til Expat-begrebet og den her artikel.
Expat er et græsk begreb for ”gæste-arbejder”, som ofte bruges i internationale kredse, når man rejser ud for et firma og arbejder. Og den her artikel stiller spørgsmålet: Hvorfor er vesterlændinge expats, men udlændinge, der flytter til Vesten indvandrere?
Mit bud er, at det er fordi, langt de fleste vesterlændinge, der rejser ud for at arbejde, kommer med en stor økonomisk ballast og sikkerhedsnet, der tillader dem at bosætte sig i de fine kvarterer, i Amman langs cirklerne, og aldrig oplever andet end overklasse samfundet i de lande, de flytter til. Mens langt de fleste gæste-arbejdere i Vesten, kommer fra ringere kår, og dermed starter ud i bunden af samfundet, og så må arbejde sig opad. Og når de når op omkring middelklassen, så er de tit heller ikke længere indvandrere, hvor mange gange bliver Nasser Khader kaldt indvandrer f.eks.?
Så mens forfatteren til artiklen mener det er et race-issue, mener jeg, at det er et klasse-issue (nu lyder jeg altså mere rød, end jeg er), og et  issue som vi i Vesten, som hele verdens über-overklasse, må forsøge at gøre op med. Og det er noget vi er flere, der har snakket om, at det er virkelig svært at få sig selv til at bo sådan her, når man kunne bo i et pænere kvarter, godt nok stadig uden vildt godt interiør, og skal vi egentlig herned for at være expats, og mænge os med de ”pæne” lokale, eller bosætte os i yderkanterne, hvor folk snakker dårligt engelsk og bor primitivt?

Puha, det blev langt, men jeg håber det måske kan få lidt tanker i gang, når du næste gang rejser til et land, og syntes, at det er så idyllisk, så er det altså oftest, fordi vi bliver skærmet for de mørke sider af samfundet, når vi følger rejseguider osv. 

Første uge

Så fik jeg mulighed for at skrive dette første indlæg - og det skyldes ikke mangel på tid, men mangel på fornuftigt internet, hvilket må siges at være et af de mere frustrerende opstartsproblemer hernede.

Men det skal ikke holde mig fra at fortælle lidt om min oplevelse af Amman hidtil:
Ankom ret tidligt til mit Hostel, hvor den flinke ejer, åbnede op og bød med rigtigt pænt velkommen.
De første 5 dage brugte jeg på hostellet, som ligger i Downtown Amman. Herfra søgte jeg lejlighed rundt i byen, og endte med at vælge mellem tre forskellige lejligheder:
Èn ægte studie-lejlighed, med blot en seng, et bord og et enkelt gasblus, men til gengæld lige op ad Rainbow Street, som er det "hippe" kvarter her i Amman.
Den anden lejlighed, var en ret moderne lejlighed, med et lille soveværelse og et køkken/stue rum, med plads til 2-3 personer rundt om bordet.
Den sidste, og den som jeg nu bor i, var i et lille familie-kompleks. Det består af to huse, hvor Khalid, som jeg fandt det gennem, bor i det ene, sammen med hans familie, og hans brors familie. Det andet hus er et 4 etagers hus, hvor forældrene til Khalid bor i bunden med hans yngste bror. Desuden bor der en sidste bror med hans familie på 3, og så er de ved at bygge en lille 1-værelses på 4. hvor jeg skal bo. Lige nu bor jeg sammen med Bilal, hvis forældre bor på 2. etage.
Denne lejlighed udmærkede sig primært gennem de her mennesker, som bor der. Khalid er en ca. 40 årig mand, som har boet lidt i forskellige arabiske lande for at arbejde. Da jeg var ude at se på lejligheden, blev jeg budt utrolig hjerteligt velkommen af ham, og vist rundt i bygningen, og set det værelse de er ved at bygge, og til sidst budt på the og juice. Mens jeg var der mødte jeg hans 3 brødre og Bilal, og fik hurtigt indtrykket af, at, selvom de ikke snakker så godt engelsk, de rigtig gerne ville være med til at vise mig rundt i Jordan, og deres del af Amman:
De bor nemlig ude i et rigtig arabisk kvarter, hvor der nærmest ingen udlændinge kommer, da de primært holder til enten omkring tidligere nævnte Rainbow Street og ellers udad langs 8 cirkler, som det vestlige Amman er bygget op om. Anyways, herude er det arabisk, og nærmest kun arabisk der fungerer, og forhåbentlig kan det være med til at gøre det nemmere at lære arabisk, da det var den primære grund, sammen med deres utrolige venlighed, til, at jeg valgte at placere mig derude.

så det var lidt om min boligsituation, men har trods alt også oplevet lidt, med fokus på lidt:
Det er nemlig latterligt varmt hernede, så har nærmest ingen energi haft, og har haft utrolig(for mig) lidt appetit hernede, da man nærmest ikke orker at spise fra omkring 12-17, og når man så orker det, er man blevet så sulten, at det kan være svært at få noget mad ned. Men har da set lidt, omend ikke noget turistet endnu, det må vente til efter sprogskolen i september.
Downtown Amman, er et ægte arabisk gedemarked, masser af små butikker, der sælger alverdens ting, både moderne "vestlige" og udpræget mellemøstlige ting. Det er ret nemt at finde rundt, i hvert fald på de store gader, og der ligger masser af restauranter, hvilket er en god ting, da der ikke rigtig er de store madlavningsmuligheder i lejligheden.
Så har jeg to gange været på det famøse Rainbow Street, og det lever op til rygtet. Masser af unge mennesker, primært arabisk, men også fra mange andre lande. En masse caféer, nogle vestlig style og andre mellemøst style. Begge gange endte jeg på Books@Café, som er en lille boghandel med en hyggelig café ovenpå, der ligger ret højt på TripAdvisor, og med god grund, ud over, at det er ret pricey i forhold til de andre steder jeg har været.
Desuden har jeg besøgt Camilla fra studiet, og gået rundt med hende inde på campus, og set lidt af det, inden det bliver proppet med studerende, som jeg forhåbentlig kan få fat på, når jeg skal til at skrive opgave, men anyways, det er et virkelig flot område, med både flotte bygninger og alléer med parker rundt omkring. Efter det fik vi lidt frokost til 20 kroner for 2 gange fallafel. Vi endte ud hjemme hos hende, og sad og snakkede lidt om det hele, og det var med til at fornye min tro på, at det her nok skal blive en god tur, selvom det nogle eftermiddage virker usandsynligt.
Ugens højdepunkt har helt klart været den første aften efter flytningen. Ved 7-tiden kommer Khalid og spørger om jeg vil med drengene ud i en pool, og det ville jeg naturligvis, da varmen allerede havde været ved at få bugt med mig der. Pool viste sig mest at minde om et friluftsbad, som jeg kender det fra min barndom, dog overdækket. Men der var nok 50-60 mænd(og kun mænd selvfølgelig) i et måske 50 meter langt bassin. Ingen vipper eller rutchebaner, bare dejligt koldt vand, og så ellers højt humør og vandslåskamp og udsprings-konkurrencer, og et par "vagter" som primært fløjtede i deres fløjte og stak en pind ud til dem, der var ved at falde til bunds. Det var en udsøgt fornøjelse, både at blive kølet ned, og at se den glæde, der også er her, og et løfte om, at når varmen forsvinder, så stiger humøret betragtelig.

PS. beklager, at der ikke er nogle billeder endnu, men det kommer forhåbentlig, når jeg engang flytter ind på mit permanente værelse og får wifi der.